Dansk Arkitektur Center byder både på tapasanretning og spændende udstillinger om arkitektur og design.
Om Dansk Arkitektur Center
Dansk Arkitektur Center (DAC) er en international kulturattraktion for alle, der vil opleve banebrydende arkitektur og lære mere derom. Centeret er en spændende oplevelse for børn så vel som voksne, dem, der besøger København lejlighedsvist og dem, der har boet hele deres liv i hovedstaden. Gennem udstillinger, ture, events, læring og netværk skabes der hos DAC rum til inspiration, nydelse og fordybelse.
Foruden de spændende indendørs udstillinger, ligger DAC i den spektakulære bygning BLOX, som i sig selv er en arkitektonisk oplevelse. Her befinder I jer i hjertet af København, ved inderhavnen, i Københavns Kulturkvarter. Fra DACs tagterrasse har I en fantastisk udsigt over både by og havn og kan se nogle af byens mest velkendte bygninger og attraktioner.
Besøg også DAC Design Shop og gå på opdagelse i et håndplukket udvalg af nyt, dansk design i alt fra smykker og ure til bøger, print og design. Alt i butikken er nøje udvalgt ud fra nøgleord som klimavenlighed, bæredygtighed og nyskabelse. Sortimentet og indretningen er en helhedsoplevelse, der konstant skifter og dermed en ny oplevelse, hver gang du kigger forbi. DAC Design Shop laver ofte pop-up udstillinger med særligt udvalgte brands og fører også eksklusive produkter, der kun sælges i et begrænset antal.
Det er utrolig nemt at komme til DAC. Metroen kører tæt dertil (Rådhuspladsen og Gl. Strand), eller du kan benytte BLOX-parkering med indkørsel fra Vester Voldgade 129). Kommer du på cykel, er du velkommen til at parkere på Bryghuspladsen og i BLOX’ indendørs cykelkælder. Både bus og havnebus går ligeledes lige til døren. Så nyd en hyggelig dag i DAC som en del af din næste tur til København.