Tag med på dette efterspurgte 11-dages krydstogt i det vestlige Middelhav med All Inclusive og fly. Rejs fra CPH i okt.
Rejseplan
18. oktober: Fly til Lissabon. Check-in på skibet senest 15:00. 17:00 afgang Lissabon
19. oktober: På havet
20. oktober: 09:00 – 18:00 Alicante, Spanien
21. oktober: 09:00 – 16:00 Mahon/Menorca, Spanien*
22. oktober: 10:00 – 18:00 Olbia/Sardinien, Italien
23. oktober: 09:00 – 18:00 Genova, Italien
24. oktober: 09:00 – 17:00 Marseille, Frankrig
25. oktober: På havet
26. oktober: 08:00 – 18:00 Malaga, Spanien
27. oktober: 07:00 – 17:00 Cadiz, Spanien
28. oktober: 08:00 ankomst Lissabon. Hjemrejse.
*skibet ligger for anker her, og landgang foregår med mindre tenderbåde.
Der tages forbehold for ændringer i anløb og tider frem mod afrejse.
Transport
Rejsen inkluderer fly t/r.
Flytider:
- Afgang København kl. 06.00
Ankomst Lissabon kl. 08.55 - Afgang Lissabon kl. 12.50
Ankomst København kl. 17.35
Ved forlængelse af rejsen gælder denne udrejse:
- Afgang København kl. 07.15
Ankomst Lissabon kl. 09.55
Der tages forbehold for ændringer i flytiderne frem mod afrejse.
Ekstra nætter i Lissabon
Ved indløsning af værdibeviset kan I vælge at forlænge rejsen med 2 overnatninger i Lissabon før krydstogtet, så I kan opleve den portugisiske hovedstads charme. Her tilbringer I to nætter centralt i byen, så I kan snuse den skønne atmosfære til jer, inden krydstogtet påbegyndes. Med sine syv fotogene høje byder Lissabon på et postkort-perfekt panorama af brostensbelagte gyder, gamle ruiner og katedraler med hvide kupler, der alt sammen vidner om en broget historie. Langs floden Tejo finder I tre af byens prominente monumenter. Det gælder Belem Tower, der blev bygget i 1520 for at forsvare byen, Opdagernes Monument, der hylder alle landets opdagelsesrejsende, og Cristo Rei – en Kristusstatue, der minder om Rio de Janeiros berømte vartegn. Jeronimus-klosteret og Triumfbuen er et par af de andre store seværdigheder, og herudover er atmosfæren i de gamle bydele som Alfama og Mouraria i sig selv en stor oplevelse. Snyd heller ikke jer selv for en autentisk musikoplevelse på en af de små restauranter med live fado musik – den klassiske musikgenre, der er kendetegnet ved sine hjertevarmende og melankolske toner.
I skal da bo på 3* hotel inkl. morgenmad. Turistskat betales direkte til hotellet.
Borges Chiado Hotel tilbyder en perfekt blanding af elegance og bekvemmelighed i det livlige Chiado-kvarter. Hotellet ligger tæt på byens mest populære seværdigheder, butikker og restauranter. Værelserne er moderne indrettet med komfortable senge, aircondition, fladskærms-tv og gratis wi-fi. Den daglige morgenmadsbuffet serveres i den hyggelige spisesal, og der er et døgnåbent receptionsteam, der står klar til at hjælpe med sightseeing eller restaurantanbefalinger.
Pris pr. person i standardværelse: 1.490 kr.
Der tages forbehold for ændring af hoteller til tilsvarende.
Rejsebeskrivelse
I flyver til Lissabon, hvor I går ombord på det flotte krydstogtskib MSC Musica. Hun vil være jeres hjem under hele rejsen, så I kan opleve de mange spændende destinationer uden at skulle pakke kuffert flere gange.
Der er afgang fra Lissabon sidst på eftermiddagen, og den første dag tilbringes på havet, så I har tid til at lære skibet at kende og benytte nogle af hendes fine faciliteter. I løbet af dagen passeres Gibraltarstrædet første gang, og skibet sejler ind i Middelhavet, hvor der næste morgen lægges til i Alicante på Costa Blanca. Alicante er en populær ferieby, der ligger ved kilometerlange strande med de majestætiske bjerge i baggrunden. Her er mulighed for shopping, afslapning og en gåtur i byen, hvor I finder nogle af de bedste eksempler på spansk barokarkitektur. De imponerende rester af Santa Barbara borgen ligger højt over byen, men nås enkelt med elevator. Herfra får I en exceptionel udsigt over byen og Middelhavet. Væk fra kysten kan I besøge de bizarre geologiske stenformationer ved Kandelaber Grotterne, hvis iøjnefaldende stalaktitter og stalagmitter minder om alt fra finurlige gopler, til vandfald og en kæmpemæssig lysestage. Elche har den højeste koncentration af palmer i Europa, og byens fredfyldte palmelund er så betagende, at den er med på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Fra det spanske fastland til øgruppen Balearerne, hvor I besøger Menorca, der er den mere ukendte søster til de velkendte ferieøer Mallorca og Ibiza. Når I lægger til i Mahon, Menorcas charmerende hovedstad, glider I direkte ind i en af Europas største naturlige havne – et panorama af azurblåt vand, pastelfarvede facader og gamle bastioner. Byen spreder sig op ad klipperne, og en slentretur gennem de smalle gader fører jer forbi lokale markeder, livlige caféer og elegante bygninger fra britisk kolonitid. I kan nyde udsigten fra Mirador del Pont des Castell, besøge det gamle kloster Convento de San Francisco eller smage på lokal gin i det historiske destilleri Xoriguer, hvor aromaen af enebær fylder luften. Et besøg på Museum de Menorca afslører øens mangfoldige historie fra talayotkulturen til nutiden.
En anden populær ø i Middelhavet er italienske Sardinien, som er jeres næste stop. Sardinien er mest kendt for sit krystalklare vand og sine skønne sandstrande, der ligger i små bugter mellem forrevne klipper. Sardinien er også rig på historie, i og med at øen har været hjem for flere forskellige civilisationer, der alle har sat deres aftryk på øen. Fra de mere end 3.000 år gamle stentårne kaldet ”nuraghi”, som ses i tusindtal rundt på øen, til middelalderlige slotte og kirker – her er masser at opleve for både historie-, arkitektur- og kulturinteresserede. I lægger til i den livlige havneby Olbia i den nordlige ende af øen. Kyststrækningen her har i årtier tiltrukket et eksklusivt publikum, som tiltrækkes af de særligt skønne strande. Vil I opleve andet end det tillokkende vand, kan I, med duften af myrte og jordbær i luften, begive jer med enten jeep eller Det Lille Grønne Tog ind mod Sardiniens vilde hjerte: En betagende men også barsk natur med mange historiske levn. Sardinien har sit helt eget sprog, som stadig tales hyppigt blandt de lokale, ligesom det lokale køkken også har mange særegne retter, så på mange måder adskiller Sardinien sig meget fra resten af Italien og er en helt speciel oplevelse.
Turen går videre til Christopher Columbus’ fødeby, Genova, der er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.
Italien skiftes nu ud med Frankrig, når I kommer til Marseille, der er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts- og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder I den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan I også udforske smukke og historisk interessante Arles og pavernes gamle by Avignon.
Herefter besøges Malaga på den spanske solkyst. Her i Pablo Picassos fødeby er der altid en dejlig afslappet atmosfære, og I kan nyde dagen i byen, hvor I kan møde vores egen eventyrforfatter, H.C. Andersen, og opleve de mange interessante historiske mindesmærker som f.eks. den imponerende katedral og det gamle borgkompleks over byen. Det er også muligt at tage rundt i dejlige Andalusien og f.eks. besøge den hyggelige hvide bjergby Mijas eller Grenada med det storslåede palads, Alhambra - et vældigt kompleks, hvor maurernes ypperlige byggekunst med de mange sirlige udskæringer betager og sammen med de små gårdhaver skaber et arkitektonisk mesterværk.
Sidste anløb bliver i Cadiz, der er beliggende på den spanske sydkyst. Byen anses for at være den ældste i Europa, og den har været beboet i over 3.000 år. Det var herfra Columbus stævnede ud på rejsen til Amerika, og den gamle bydel, der næsten er helt omkranset af vand, er et romantisk virvar af snoede gader med muntre taverner. Både San Sebastian borgen og katedralen med den gyldne kuppel er et besøg værd. Yndede udflugtsmål fra Cádiz tæller bl.a. særprægede Gibraltar med Europas eneste vildtlevende aber og Jerez, der er kendt for sin sherryproduktion. Din lugtesans vil helt sikkert ikke være i tvivl om dette, når du begiver dig rundt i Jerez.
Og så vender I tilbage til Lissabon, hvorfra I flyver hjem efter en fantastisk rejse gennem nogle af Sydeuropas charmerende byer og øer med masser af gode minder i bagagen.
Skibet
Turen sejles med det velkendte MSC Musica. Det tilhører rederiets ”Musica-klasse” og er et mellemstørrelsesskib, der medtager op til ca. 3.000 passagerer. Det er et flot skib med indbydende interiør og smarte løsninger.
På skibet har I adgang til 8 forskellige lounger og barer, hvor I i flere af dem hver aften kan nyde musik. MSC Musica har naturligvis også et flot teater, hvor der hver aften er fri adgang til shows eller konkurrencer. Skibets kasino er også et område, der trækker folk hver aften.
Ombord på MSC Musica kan I også være aktive. Der er fri adgang til skibets fitnesscenter, som nok byder på skibets flotteste udsigt. Derudover fri adgang til joggingbane, minigolf og squashbaner. Der er også en meget flot spa og wellnessafdeling, hvor I mod betaling kan få adskillige behandlinger eller adgang til spaområdet. På pooldækket har I udover en dejlig pool også flere jacuzzis. Til afslapning er der biograf, bibliotek og shoppingområde.
Helpension
Opholdet ombord på MSC Musica er med helpension. Der er fri adgang til skibets buffet fra tidlig morgen til sen aften, og i forbindelse med hovedmåltider er der her et kæmpe udvalg. Du har også adgang til skibets restaurant, hvor du kan få 3-5-retters menu – valgt ud fra et varieret menukort - serveret til hovedmåltiderne. Til aftensmaden har du fast spisetidspunkt og bord.
Drikkepakker
Easy drikkepakken er inkluderet i rejsens pris.
Ønsker I en af de mere omfattende drikkepakker, kan I opgradere Easy pakken hos Øster Lindet ved indløsning af jeres værdibevis.
Alle pakkerne kan benyttes i alle barer ombord, hovedrestauranterne og buffeten. De gælder ikke i brandede caféer, minibaren eller room service. Der serveres max 15 alkoholiske genstande i døgnet pr. person, uanset hvilken pakke I vælger.
EASY PAKKEN dækker et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et udvalg af husets vin pr. glas, fadøl (mærket kan variere fra skib til skib), et udvalg af spiritus og cocktails, alkoholfrie drikke, sodavand, juice pr. glas, mineralvand på flaske og varme drikke.
Pakken er inkluderet i prisen.
EASY PLUS PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 8 EUR eller 9 USD. Pakken inkluderer dine favoritcocktails frosne og klassiske, forskellige spiritusmærker, aperitifs og likører. Et stort udvalg af vine indgår pr. glas samt 10% rabat på vinflasker købt ombord. Stort udvalg af fad- og flaskeøl, alkoholfrie cocktails, sodavand, mineralvand og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter.
Opgrader til denne pakke for 1.000 kr. pr. person.
PREMIUM EXTRA PAKKEN dækker et ubegrænset antal drikkevarer pr. glas op til 13 EUR eller 15 USD. Pakken inkluderer en omfattende mængde af frosne og klassiske cocktails, spiritus af premium brands, aperitifs og likører. Derudover findes et varieret udvalg af vin og champagne pr. glas, 25% rabat på vin- og champagneflasker som købes ombord, og hele udvalget af øl, sodavand, frugtjuices, mineralvand, energidrikke og varme drikke. Pakken kan også benyttes i specialrestauranter.
Opgrader til denne pakke for 2.600 kr. pr. person.
MINORS PAKKEN er til mindreårige (3-17 år) og gælder til et ubegrænset antal af følgende drikkevarer: Et bredt udvalg af alkoholfrie cocktails, sodavand, energidrikke, mineralvand, smagsnuanceret vand, frugtjuices, varme drikke og softice.
Pakken er inkluderet i prisen for børn.
Udflugter
Rederiet tilbyder en bred vifte af udflugter i forbindelse med alle anløb. Disse kan købes ombord eller på forhånd. Vi anbefaler at bestille hjemmefra, mens udvalget er størst. I kan se det nuværende udflugtsprogram for de forskellige afgange efter bestilling på msccruises.dk.
Ved alle anløb har I også mulighed for at tage i land på egen hånd og lave jeres egen dag. Der tilbydes shuttlebusser til centrum af diverse byer, nogle steder er de gratis, mens man betaler andre steder.
Særlige forhold på dette tilbud
Vi må på dette krydstogt i det vestlige Middelhav med MSC Musica tage forbehold for, at der kan ske ændringer i rejseruten både med anløb og tidsændringer, hvilket som udgangspunkt ikke giver ret til at hæve rejsen eller få kompensation.
Pas og visum
Pas skal medbringes på rejsen og være gyldigt min. 6 måneder efter hjemkomst.
Forsikringer
Vær opmærksom på, at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Rejseforsikring kan købes hos eget forsikringsselskab.
Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederierne tillagt Øster Lindets ekstraordinære ydelser/services. På dette tilbud kan IKKE benyttes andre rabatter som f.eks. rederiernes fordelsklubber, on board credits, vouchers eller lignende.
Om Øster Lindet
Øster Lindet er et dansk rejsebureau med fokus på kvalitet, service og glade gæster. Firmaet blev etableret i 1974 og har gennem de sidste mange år sendt masser af tilfredse kunder på især storbyrejser, solferier og krydstogter i hele verden. Hos Øster Lindet får du en personlig og nærværende service, og de er altid behjælpelige med den perfekte rejse til dig, uanset om det er en Formel 1-tur, en vinrejse eller en romantisk weekend i storbyen, der er på ønskelisten.
Øster Lindets slogan er "Tid til hinanden", og det er netop det, du får, når du lader Øster Lindet arrangere din næste ferie. De står for alt det praktiske, så du kan slappe af, nyde din ferie og bruge tiden på dine kære.
Øster Lindet er medlem af Rejsegarantifonden nr. 2052.
Tryghed på rejsen
Alle rejsebureauer, vi samarbejder med, er medlem af Rejsegarantifonden og følger derfor Udenrigsministeriets vejledninger. Dette betyder, at hvis Udenrigsministeriet ændrer deres risikovurdering og fraråder rejser til dit rejsemål, efter du har købt rejsen, så kan rejsen ombookes eller annulleres.