Af Mette Nordby Jensen
På toppen af Danmark ligger et yndigt og vellidt sted. Et sted, hvor livet nydes i smukke naturrige omgivelser og med seværdigheder, hvor end øjet kigger. Et sted, der altid er et besøg værd. Det er selvfølgelig Skagen, vi taler om.
Her, i den fine handels- og havneby, er lyset noget ganske særligt og både iklædt årstidernes hvide, brune og grønne nuancerer indbyder byen til et visit. Mange forbinder nok især Skagen med sommeren. Her blomstrer nostalgien i de vajende stokroser, der tilfældigt skyder op ved de mange ikoniske, gule huse med rødt tegl og byen summer af liv og glade dage. Skagen om sommeren giver nærmest fornemmelsen af være taget tilbage til 1930’ernes badeferie.
I 2014 fusionerede Skagen Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus under det fælles navn Skagen Kunstmuseer. Her kan I se nogle af de mest kendte og betydningsfulde værker fra skagensmalere som Anna og Michael Ancher, Laurits Tuxen og P.S. Krøyer. Med Brøndums Hotel som samlingssted malede de med inspiration fra Skagens stærke sommerlys, særegne farver og storladne natur nogle af de malerier, der i dag står som det moderne gennembruds hovedværker. Og det er noget helt særligt at gå rundt i de omgivelser, der så livagtigt er skildret i malerierne.
Skagen byder også på andre museer, som Skagen Bunkermuseum, hvor I kan gå på opdagelse i en bunker fra Anden Verdenskrig. På Skagen Odde Naturcenter er der oplevelser for både børn og voksne, hvor alle aldre kan blive klogere på de specielle naturfænomener, der findes omkring Skagen. På det finurlige Bamsemuseum er der bamser i alle størrelser, der foretager sig alle mulige aktiviteter - et sjovt og anderledes besøg for børn og voksne.
Skal man opleve hel unik natur, er Skagen stedet at besøge. Et must er at opleve Grenen - hvor Skagerrak og Kattegats brusende bølger mødes i en dans, og hvor man kan stå med en fod i hvert hav og mærke naturens kræfter helt tæt på. Landskabet omkring Grenen byder på vandreoplevelser blandt alle Grenens seværdigheder, og undervejs kan man blive klogere på området.
Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit. Her kan man virkelig få fornemmelsen af at stå på toppen af Danmark midt i et nærmest ørkenlignende naturfænomen. I kan også tage nordpå og besøge Den Tilsandede Kirke, eller som kirken rigtigt hedder Sct. Laurentii kirke. Her ses kun kirketårnet, men under jordoverfladen gemmer sig elementer fra kirkens gulv og fundamenter.
På byens mange restauranter gøres der en særlig indsats for at vise gæsterne, hvad Skagen kan præstere på den kulinariske front. Havets menukort af fisk og skaldyr spiller naturligvis en stor rolle i byens gastronomiske liv, og på den levende og hyggelige havn kan I blive bespist efter alle kunstens regler, mens I kan opleve kutterne og fiskeindustrien på nærmeste hold. I finder også spisesteder, der tilbyder ægte, dansk mormormad og tager jer med tilbage til de gamle dage, og ej at forglemme gourmetrestauranterne, der sætter deres helt eget præg på de mange specialiteter og råvarer, Skagen har byde på.