• Nem og gennemskuelig handel
  • Sikker betaling
  • Køberbeskyttelse på op til 10.000 kr.
Søg
Menu

Guide: Berlin


Af Pernille Østergaard Poulsen

Berlin er en ægte 'must-go'-destination for alle, der er vilde med at besøge Europas storbyer. Byen byder på alt lige fra kunst, kultur og historie til shopping og gastronomi, og den tyske hovedstad er en by, man bare aldrig helt får nok af. 

Fra TV-tårnet til Großer Tiergarten 

Vil I have et godt overblik over byen, tilbyder TV-tårnet den vel nok bedste udsigt over Berlin. Tårnet er 207 meter højt, og herfra får I en 360º udsigt, så der er rig mulighed for se hele byen og skabe sig et godt overblik, inden sightseeingen fortsætter. Tårnet huser også en restaurant, hvorfra I kan nyde den fantastiske udsigt, når mørket falder på, og de mange lys i byen tændes. 

Går I mod vest fra TV-tårnet ligger seværdighederne som perler på en snor. På bare 1 km kommer I både forbi DDR Museum, Berliner Dom og museumskomplekset Museuminsel, inden I rammer den ikoniske boulevard Unter den Linden, som fører jer direkte til Brandenburger Tor. Det var her, at Ronald Regan i 1987 sagde de berømte ord “Mr. Gorbachov – tear down this wall”. Den gamle byport blev bygget i slutningen af 1700-tallet og er den eneste tilbage af i alt 18 byporte. Bag byporten finder I Großer Tiergarten, som er Berlins største park og det perfekte udgangspunkt for en afslappende spadseretur eller en picnic. 

Har I tid til endnu flere oplevelser, ligger Berlin Zoo i det sydvestlige hjørne af Großer Tiergarten, og den zoologiske have er altid et besøg værd med sine forskellige eksotiske og hjemmehørende dyr. Her kan I for eksempel hilse på pandaerne Meng Meng og Jiao Qing, som har boet i Berlin Zoo siden sommeren 2017.  

Når sulten melder sig…

… er Oranienstrasse også en anbefaling værd. Området ligger i Kreuzburg, og det er stedet, hvor køkkener fra hele verden mødes. Duften fra alle verdenshjørner omgiver jer, og I kan få alt fra tyrkisk fastfood til særlige oplevelser på små hyggelige kulinariske restauranter. 

2. verdenskrig

Er I historieinteresserede, står Checkpoint Charlie højt på listen over besøgsværdige steder. Ved den gamle grænseovergang mellem Østberlin og Vestberlin kan I se en kopi af den lille barak, som man skulle forbi, hvis man ville krydse grænsen, og vil I vide mere om Berlinmuren, kan I også besøge Mauermuseum, der ligger lige ved Checkpoint Charlie. Museet fortæller historien om de mange kreative flugtforsøg, der foregik med livet som indsats – f.eks. i en kuffert, en mini-ubåd, en luftballon og et skjult bagagerum i en bil.  

Vil I også se, hvad der er tilbage af Berlinmuren, er East Side Gallery en 1,3 km lang del af Berlinmuren, som er udsmykket med malerier af kunstnere fra hele verden. Blandt andre har de danske kunstnere Lotte Haubert og Karina Bjerregaard udført værket ”Himlen over Berlin”, som er nr. 66 i samlingen.   

I kan også besøge mindesmærket Holocaust Memorial, der står til evigt minde om de mange jøder, som blev dræbt under holocausten i Europa. Mindesmærket består af 2.711 betonpiller, som varierer i højden og strækker sig over 19.000 kvadratmeter. 


Kan I ikke få nok af Tyskland? Så kan I finde inspiration til jeres næste tur i vores guide til Hamborg her

Aktuelle storbyferier

Vi har altid et spændende udvalg af oplevelsesrige storbyferier til attraktive SPOTpriser.