• Nem og gennemskuelig handel
  • Sikker betaling
  • Køberbeskyttelse på op til 10.000 kr.
Søg
Menu

Guide: Nationalpark Thy


Af Pernille Østergaard Poulsen

Velkommen til Nationalpark Thy – Danmarks første nationalpark og mulighedernes land, når det kommer til udforskning af smukke søer, uendelige strande, dramatiske klitlandskaber og unikt dyreliv med traner og krondyr.

Nationalpark Thy blev udnævnt til nationalpark i 2008, og de 24.370 hektar strækker sig over området fra Agger Tange i syd til Hanstholm i Nord. Parken er et ganske særligt sted, hvor den kraftige vind fra kysten igennem årtusinder har påvirket og ændret landskabet og skabt de markante klitter, smukke søer og surfervenlige strande. Faktisk har Nationalpark Thy den største samlede del af klithede i verden, og klithederne i nationalparken er blandt de fineste, der findes.

Et (Vester-)hav af oplevelser

I Nationalpark Thy er der mulighed for at besøge et væld af attraktioner og seværdigheder. Fra Isbjerg på toppen af Hanstholm Vildtreservat har I f.eks. en enestående udsigt ud over Vesterhavet og vildmarken i den nordlige del af nationalparken. I kan også besøge Lodbjerg Fyr og Hanstholm Fyr, eller tage på en vandretur ved Vandet Sø. Hos Svaneholmhus Informationscenter på Agger Tange kan I lade jer fordybe i områdets særlige natur og landskab, og hos Nationalparkcenter Thy ved Nr. Vorupør har I mulighed for at lære endnu mere om stedet.

Vil I udforske de mange søer i nationalparken, løber I næppe tør for udforskningsmuligheder. Parken har nemlig over 200 søer, som spænder bredt fra klitsøer og karstsøer til lobeliesøer, og som er livsgrundlaget for parkens utallige insekter, fugle og dyr.

Tip


Husk en kikkert, da både tranerne og krondyrene er sky dyr, og de derfor ofte opleves bedst på afstand.

Tranedans og krondyr i brunst

På jeres tur rundt i Nationalparken vil I uundgåeligt støde på et væld af insekter og mindre fugle, men også tranen er et regelmæssigt syn på de mange klitheder. Med sin højde på op til 125 cm er tranen Europas højeste fugl, og som om det ikke var imponerende nok, kan den også trompetere så kraftigt, at det kan høres på lang afstand. Hertil kommer den særprægede tranedans, hvor hannerne hopper rundt med baskende vinger for at fange hunnernes opmærksomhed, når yngletiden sættes ind i foråret.

Også krondyret huserer i Nationalpark Thy, og særligt i parkens nordligste del kan I være heldige at støde på de majestætiske kæmper. Selvom krondyrene altid er et imponerende bekendtskab, er det nu en helt særlig oplevelse at opleve dem omkring brunstperioden i efteråret, hvor kronhjortene ved hjælp af dybe, kraftfulde brøl konkurrerer om hindernes opmærksomhed. Det er desuden det eneste tidspunkt på året, hvor hjortene og hinderne opholder sig samlet.

Har vi vækket jeres interesse? Så hold øje med vores mange ophold her, hvor der løbende er mulighed for at finde gode tilbud på ophold i og omkring Nationalpark Thy. 

Aktuelle ophold

Lad dig inspirere til afslappende getaways, luksuriøse weekendophold og ekstraordinære gourmetoplevelser til SPOTpris.